Ghiomo v/ Giuseppino Anfossi er den helt lille vinBonde med stort B i byen Guarene lige i smørhullet mellem Barolo, Barbaresco og Roero. Her fremtrylles skønne drikkevenlige Piemonte-vine på Nebbiolo, Barbera og den hvide drue Arneis. Alle med et helt særligt personligt touch fra Giuseppino Anfossi's rolige hånd.
Ghiomo – håndværk, historie og lidenskab fra hjertet af Piemonte

Ghiomo er en lille familieejet vingård i landsbyen Guarene, kun få kilometer fra Alba – byen kendt for hvid trøffel og nogle af verdens mest ikoniske vine. Gården blev grundlagt i begyndelsen af 1800-tallet og har fået sit navn efter et gammelt håndværktøj, der oprindeligt blev brugt til at bearbejde træfade. Ghiomo vingården er beliggende lige midt i mellem de 3 store vinområder Barolo, Barbaresco og Roero, og der produceres Langhe Arneis, Langhe Nebbiolo og Barbera d'Alba.
I dag drives vingården af familien Anfossi, der gennem generationer har videregivet passionen for vin og respekt for naturen. Her arbejder man ikke efter certificeringer, men efter et grundlæggende princip: ”Vi er ikke biodynamiske eller konventionelle – vi er bønder.” Alt arbejde i vinmarken er traditionelt, med respekt for jorden, druerne og årgangens karakter.
Ghiomos marker ligger på den samme unikke jordbundstype som Barolo – kalkholdig mergel, ler og en smule sand – ideel til Piemonte’s store lokale sorter: Nebbiolo, Barbera og Arneis. De klassiske Guyot-opbundne stokke giver lave udbytter og stor intensitet i frugten. Hver årgang er forskellig – og det omfavnes. Ghiomo ønsker ikke at lave ens vin år efter år, men at fortælle historien om naturens variation.
Målet er klart: At skabe vine med identitet, dybde og stoltheden fra deres terroir – og at dele den glæde med alle, der elsker vin.